Artikler

Under følgende link er en forklaring af hvordan 2.4 ghz systemet fungerer.
Sune's gennemgang af 2.4 ghz

Artikel om Jeti Duplex...
Et bud på et oplagt valg af 2.4 ghz for modelskibsbyggere...

Mit navn er Sune Nielsen, jeg er formand for Herning Modelskibsklub.
Jeg vil gerne fortælle om et produkt som jeg synes er rigtig godt.

Da jeg for nogen tid siden nu, ville med på 2.4 ghz bølgen undersøgte jeg internettet for de forskellige muligheder.

 For at gøre en lang historie om søgen på internettet kort, så faldt mit valg på det tjekkiske firma Jeti model's system som hedder Jeti Duplex. Hvorfor blev det så lige det jeg valgte...

 For det første, så søgte jeg et system som brugte frekvens hopping. Det gør Jeti Duplex.
(læs evt. om 2.4 ghz på www.hmsk.dk)
For det andet så ville jeg have et system som havde telemetri. Det har Jeti Duplex.
Sidst men ikke mindst, så SKULLE det understøtte multiswitch moduler.

Lad os starte med at se på opgraderingen af senderen.
(De fleste sendere på markedet kan opgraderes med Jeti Duplex)

Alle komponenter er købt hos www.el-fly.dk (nu www.headrc.com)

Til MC-19 senderen skal der bruges et Jeti Duplex TU2 universal modul. til 765,-


Modulet er meget let at indbygge i senderen.
Når man åbner senderen sidder det original FM modul i midten af det hele... Det fjernes og signal kablet sættes i stedet i Jeti modulet. Jeti modulet kan skrues fast i hullerne fra original modulet.

Sammen med Jeti modulet bruges en menu boks (Jetibox). Prisen på den er 283,- kroner.
Den bruges til at lave alle indstillinger i systemet, samt til aflæsning af telemetri.


Man kan godt undlade at bruge Jeti box'en, men så mister man en masse gode ekstra funktioner, og ikke mindst telemetri.

Man skulle tro, at Jeti har haft Graupner's MC modeller i tankerne da de designede Jeti Box'en..
Den passer perfekt der hvor der er forberedt til nautic switch modul, hvor Jeti box'en skrues fast gennem kontakthullerne i senderen...


Jeti Box'en forbindes med sit "servokabel" til Jeti Duplex TU2 modulet som tidligere blev monteret inde i senderen.
Box'en bruges så til at lave alle indstillinger i systemet. Desuden kan man gennem Box'en aflæse telemetri i realtime mens man sejler.

Som modtager valgte jeg en 6 kanals modtager til 502,- kroner. Jeti fører et større udvalg af forskellige modtagere med op til 16 kanaler.



Lige præcis omkring modtager. Så er det i mine øjne her, at Jeti har været geniale.
Alle indstillinger som foretages gennem Jeti Box'en bliver gemt i modtageren.
Dette betyder, at de indstillinger man laver til en servo, eller fartregulator, bliver gemt i den enkelte modtager. På den måde har man altså lige så meget model hukommelse som man har modtagere.
Dette giver en ekstra sikkerhed når der skiftes fra en model til en anden. Jeg behøver ikke være bange for, om jeg har husket at skifte fra min sejlbåd over til min speedbåd. En forkert indstilling kan jo i værste fald gøre skade på vores elskede modelskibe.
Jeti Duplex modtagerne har alle de indstillings muligheder man har brug for.
 Blandt de vigtigste kan nævnes:
Kanal mix
Indstilling af servo vandring.
Indstilling af servo hastighed.
Spejlvending af servovandring.
Digital trim på alle kanaler

F.eks. muligheden for at sætte hastigheden på din ror-servo ned er interessant. Dette giver en naturtro og rolig bevægelse til skibet, når der drejes. Eller du kan indstille kanalen til din ESC så motoren er længere tid om at komme op og ned i omdrejninger.

 Hukommelse i modtageren og justering af servohastighed har jeg ikke kunne finde i noget andet system.

Det at alle disse indstillinger foretages i Jeti Duplex systemet via Jeti Box'en gør, at du kan opgradere en helt almindelig analog radio som f.eks. Futaba F-14 til en Computer fjernstyring med 2.4 ghz og modelhukommelse i det uendelige. Dette gør Jeti Duplex til et oplagt valg, når der skal opgraderes til 2.4 ghz.

En anden spændende mulighed hos Jeti Duplex er opdeling af modtagere.
Det er muligt at bruge 2 modtagere på samme tid.
Forestil dig, at du har en slæbebåd med tilhørende flydepram.
Så placerer du én modtager i din slæbebåd, og en anden modtager med et modul til styring af lys og måske servoer til en kran i din flydepram.
Via Jeti Box'en kan du nu dele dine kanaler op i 2, så du kan sende 4 kanaler til slæbebåden og 4 kanaler til flydeprammen. Dette giver en unik mulighed for at styre 2 ting med én sender på én gang.
Det er simpel hen guf for en tekniktosse som mig.

Så er der spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge lydmoduler, multiswitch moduler mm. sammen med 2.4 ghz.
Jeg har testet Jeti Duplex sammen med Robbe og Graupner moduler, samt med uoriginale multiswitch moduler i både Futaba og Graupner sendere, og endda på tværs af hinanden, og har fået det hele til at fungere uden problemer.

Skulle man stå med en masse 40 mhz modtagere, og føle at det kan være dyrt at skifte modtagere ud til 5 eller flere modeller. Så kan man vælge at beholde sigt 40 mhz modul i sin sender, og montere en omskifter mellem 40 mhz og 2.4 ghz. Så kan man stadig køre med sine gamle modtagere.
Jeg har gjort det på 2 sendere i vores klub, og det virker helt perfekt.

Telemetri er det nye inden for fjernstyring.
Der Jeti Duplex også godt med.
Der vil jeg starte med at nævne "tankmåleren". MUI sensoren.


Det er en strømstyrke- og spændingsmåler som sættes mellem batteri og ESC.
Med den kan man på Jeti Box'en aflæse den aktuelle spænding på driftbatteriet, samt hvor mange ampere der trækkes. Desuden kan den vise hvor mange mah. der er brugt i batteriet.
Jeg har f.eks. et modelskib med et batteri på 4500 mah. Så sejler jeg til jeg fornæmmer, at batteriet er ved at løbe tør. Så kan jeg se på min Jeti Box, at der er brugt lad os sige 4400 mah. Så sætter jeg alarmen via Jeti Box'en til at bippe efter 4000 mah. Så ved jeg næste gang hvornår jeg er ved at løbe tør for batteri. Jeg har altså en tankmåler...
Jeg har lavet en del tests, hvor jeg har sammenlignet den mængde strøm jeg kunne lade på mine batterier efter jeg har afladet dem.
Hvis jeg ifølge MUI sensoren har sejlet 3000 mah af et batteri, så har jeg kunne lade 2950 til 3050 mah på igen. Hvilket jeg vil betegne som yderst acceptabelt.

Jeti har en række forskellige måleinstrumenter som kan sættes til systemet.
Temperaturføler, omdrejningstæller, forskellige spændingsmålere og GPS modtager. Samt nogle måle enheder som er relevant for rc-fly.

Med GPS modtageren kan du se hvor hurtigt du sejler, hvor langt du har sejlet, og hvor langt ude dit skib er, i forhold til hvor du står med din sender.

Med en expander kan man bruge op til 4 måleenheder på en gang.

Priserne og udvalget af telemetri udstyr kan man se på www.headrc.com
Det er fornuftige priser i forhold til andre mærker.

I vores klub er vi 4 der har Jeti Duplex i vores fjernstyringer.
2 graupner MC-19, 1 Graupner MC-12 og en Futaba F-14 navy.

Der er ingen af os som har oplevet forstyrelser ved brug af systemet.
Med hensyn til rækkevidden så skal det siges, at 2.4 ghz og vand ikke er den bedste sammenblanding.
Det har noget at gøre med, at vandoverfladen kan afbøje 2.4 ghz signalet, og antennen ikke bør befinde sig under vandoverfladen.
Vi har dog ikke haft problemer med vores udstyr. Vi har alle vores antenner til at ligge indenbords i skibene.
Vores modeller kan dog stadig sejle så langt ud, at vi kan have problemer med at se hvad vej de vender.
Dog vil rækkevidden kunne forlænges yderligere hvis man placere antennen i det fri.
Man kan i øvrigt hele tiden aflæse hvor godt modtageren modtager signal fra senderen.

Når det handler om fjernstyring til modelskibe, så vil jeg mene, at Jeti Duplex uden tvivl er det rigtige valg, når der skal opgraderes til 2.4 ghz... Jeti Duplex er blandt de fortrukne hos flere tyske producenter af eftermarked moduler til multifunktioner....

Jeg har testet og prøvet Futaba Fasst, Spektrum og IFS inden jeg opgraderede mit udstyr med Jeti Duplex.
Senere har jeg prøvet HoTT.
Målt ud fra udbud, service, pris og tilgængelighed mm. så faldt valget på Jeti Duplex.

I Danmark forhandles Jeti Duplex af www.headrc.com (ligger i Hvidovre og Frederiskhavn).

Efterskrift...
Efter denne artikel er skrevet, er Jeti kommet med opdatering af deres firmware.
Systemet hedder nu Jeti Duplex EX. Har man i forvejen Jeti Duplex, kan det opgraderes med den nye firmware.
Sammen med den nye EX firmware er der kommet en Jetiboks Profi som kan vise flere oplysninger end den mindre Jetibox Mini.
Jeg har ikke haft fingrende i den nye Profi Box da den er helt ny, så den må du selv læse mere om på nettet.

Vi kan li:
At vi ikke skal slås med radio flip mere.
De mange telemetri enheder, til rimelige priser.
At man kan lave sin 10-15 år gamle analog radio om til en ny god computer radio.
At Jeti Duplex har hukommelse i modtageren og ikke i senderen, hvilket giver uendelig modelhukommelse.
At man kan se hvor meget signal og strøm der er på modtageren og senderen.
At man kan dele sine kanaler ud over flere modtagere.
At man kan nedsætte hastigheden på servoer og ESC'er
At systemet kan opgraderes hjemme, hvis der kommer nye opdateringer af systemet.

Vi kan ikke li:
Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om systemet.
Det eneste man måske kunne savne, er en lille 3 kanals modtager til modeller uden ekstra funktioner.